Intet har ændret sig

Derry er en by i Nordirland, som har en lang og konfliktfyldt historie. På trods af, at der officielt har været fred i 20 år, er byen stadig plaget af arbejdsløshed, sekterisme og politiske konflikter. Mange unge har svært ved at se en fremtid i Derry, som byen er i dag. Nogle føler sig overset og rastløse, mens andre oplever, at de bliver chikaneret og tyer til politisk aktivisme. 

Porten er låst. Over den tårner bymuren sig op, og over den er et hegn. Det ligner hønsenet. En midlertidig, mørkegrøn løsning, som er blevet permanent. Den gråbrune, højre mur bugter sig, rundt og rundt. Det er ikke meningen, at det skal være nemt at komme ind i det loyalistiske kvarter, The Fountain, i Derry.

I det nordvestlige hjørne af Nordirland ligger en by med en lang og blodig historie. Derry, eller Londonderry, som den officielt hedder, har været præget af konflikt siden 1100-tallet. Rundt om bymidten står en høj, gammel mur. Oprindeligt bygget til at holde fremmede ude og senere til at isolere den katolske befolkning uden for muren i det fattige arbejderkvarter Bogside. I dag står den som et symbol på en konflikt uden ende.

På den ene side står republikanerne, som går ind for et samlet Irland. De vil ikke være en del af Storbritannien, og nogle af dem mener, at briterne er en ulovlig kolonimagt i det nordlige Irland. De fleste republikanere er katolikker og mange af dem er vokset op i Bogside.

På den anden side står loyalisterne. De ser sig selv som briter, flager med det britiske flag og har historisk set været mere velhavende end de mange republikanere på den anden side af muren. De fleste er protestanter og bor i området The Fountain.

Konflikten mellem de loyalistiske protestanter og de katolske republikanere, førte til en borgerkrig, som varede 30 år fra 1968 til 1998. I Nordirland er disse 30 år kendt som The Troubles. Konflikten sluttede officielt i 1998, hvor der blev indgået en fredsaftale, og Nordirland blev officielt en del af Storbritannien fremfor at være en del af den irske republik.

Derry er en lille by med omkring 84.000 indbyggere. Det tager ikke mere end ti minutter at gå fra The Fountain til Bogside. 

Ransagninger af republikanere

Det er aften i Derry. Mørket hænger tungt over The Fountain, en lille loyalistisk enklave i den overvejende republikanske by. Porten derind lukker hver aften kl. 21, og det er der en grund til. Sammenstød mellem republikanske unge fra Bogside og beboerne i The Fountain er ikke ualmindelige. Mange beboere i Bogside ville aldrig besøge The Fountain og omvendt.

”Jeg har aldrig været i det her område. Det kunne være farligt for mig,” siger Jordan Devine, mens bilen langsomt triller ind i det lille område, som er præget af britiske farver, flag og antirepublikanske budskaber på husvæggene. Hans øjne flakker rundt, konstant opmærksomme på, hvad der foregår uden for bilens ruder.

Jordan sidder på bagsædet. Han er 18 år gammel og er vokset op i en meget republikansk familie uden for det centrale Derrys høje mure.

Han har aldrig bevæget sig ind i The Fountain før i dag. Jordan er medlem af det nyere republikanske parti Saroadh. Navnet betyder befrielse på irsk. På forsædet af bilen sidder hans venner og partifæller, Paddy Gallagher og Tiarnán McFadden. Deres venskab er opstået af et fælles had. Hadet til Storbritannien, som de opfatter som en ulovlig kolonimagt i Irland. Til loyalisterne, som de mener svigter deres eget lokalsamfund. Og især til det britiske politi, som ofte gennemsøger deres biler, huse og deres politiske mødested, Junior McDaid House.

“Da jeg var lille, blev min far ofte stoppet med mig i barnevognen. Vores hjem er flere gange blevet ransaget af den britiske hær og politiet,” fortæller Tiarnán, som i dag er 21 år og flyttet hjemmefra.

Tiarnán fortæller, at hans far blev løsladt fra fængslet sidste år. Han har været i fængsel for republikanske aktiviteter. Man får ikke noget ud af at spørge ind til hvilke aktiviteter. Der er ting, de ikke vil fortælle til folk uden for partiet. I huset, hvor partiet holder møder, er der installeret overvågningskameraer, så de kan se, hvad der foregår i de smalle gader omkring den grønne bygning. Gardinerne er trukket for, så ingen kan se ind. De unge mænd er vant til at holde kortene tæt ind til kroppen, for i Derry er det ikke alle, de stoler på.

“Både jeg selv og andre bliver ofte stoppet. De registrerer, hvad vi har på, og hvor vi skal hen. De prøver at intimidere os, chikanerer os eller forsøger at arrestere os. De håber, at vi vil undertrykke vores republikanske overbevisninger og blive mindre aktive i lokalsamfund,” siger Paddy Gallagher. Han oplever ugentligt at partimedlemmer får ransaget deres biler og hjem. 

I kø til de samme jobs

Når man går rundt i Derry, ser man mange unge på byens pladser og i de smalle gader. Med energidrikke i hænderne og hættetrøjen trukket op om ørerne, eller iført farverige skoleuniformer, sidder de på bænke, trapper eller op ad kanonerne, som stadig står og peger mod Bogside fra bymuren. Arbejdsløsheden er stor i dette hjørne af Nordirland.

Selvom arbejdsløsheden er blevet mindre i Nordirland over de sidste år, lå den i 2017 stadig på 5,2%. I Derry var det 8,7%, som ikke havde et job. Til sammenligning har resten af Storbritannien en gennemsnitlig arbejdsløshedsprocent på 4,7%. Det er især de unge og ufaglærte, som har svært ved at finde arbejde.

Solens stråler rammer Catriona Walsh i ansigtet. Iført slips og skoletaske fortæller hun om den konstante jobsøgning, som hun og hendes venner har begivet sig ud på, siden de blev gamle nok til at have et fritidsjob.

“Siden jeg blev 16, har jeg søgt alle de jobs, jeg har kunnet finde. Men alle søger de samme jobs. Du kan gå ind i det med hele dit hjerte, skrive et smukt CV, se rigtig ud – men der vil stadig være 10 andre, som står i køen sammen med dig.”

Der er halvtomt i caféen. Catriona peger ud af vinduet på en butiksfacade overfor. Den har drejet nøglen om ligesom mange andre steder rundt omkring i byen. Og der bliver ikke åbnet noget nyt. Spørger man Catriona, er arbejdsløsheden også en stor faktor, når det gælder de mange unge, som bruger deres dage på at vandre rundt i Derrys gader.

Manglen på jobs kan også være en af grundene til, at mange unge i Derry tager stoffer og at unge mindreårige drikker. Ifølge en undersøgelse fra 2016 foretaget af det britiske sundhedsministerium er 16 % af unge i Nordirland mellem 11 og 16 år blevet tilbudt at prøve stoffer. Af de som har prøvet stoffer, har over 80% af dem været sammen med en eller flere venner, da de tog dem.

Catriona oplever også, at der er et problem med asocial opførsel, druk, stofmisbrug og kriminalitet i Derry.

“Det er værre for min bror end for mig. Han er 21 og en af de klogeste mennesker, jeg kender. Men fordi han ikke kan få et job, er han blevet en virkelig asocial person. Det ramte virkelig vores familie.”

Catriona fortæller, at hun er glad for, at familien støtter hende og broren. Det er ikke alle, som har de samme muligheder.

“Jeg møder de her mennesker på gaden og de har alle en virkelig interessant historie. Der er ikke mange dårlige mennesker i Derry, de er bare kommet ud på et sidespor”, siger Catriona lavmælt.

De fleste jeg møder i Derry taler lavt, som om de fortæller en stor hemmelighed. Man ved aldrig hvem der lytter. 

Krigen fortsætter

I en slidt, lysegrå sofa sidder Tiarnán, Paddy og Jordan. De bruger hver dag i Junior McDaid House, som både huser partiet Saroadh og en organisation, som hjælper republikanske fanger. Den sparsomme belysning giver rummene et gulligt skær. Væggene er plastret til med plakater, bannere og malerier. Che Guevara hænger side om side med mindeplader for IRA volontører. På bordene ligger irske flag, portrættegninger og læderpunge lavet af indsatte republikanere. Meget af tiden går med at tale om alt det, som er galt i Irland. De ser YouTube videoer fra ligesindede republikanere og laver opslag på sociale medier om politiets urimelige behandling af republikanere. De går ikke i skole og har for længst opgivet at søge arbejde. Ingen vil ansætte dem.

”Vi kan ikke få arbejde, på grund af vores holdninger. Hvis vi får et job, bliver arbejdsgiveren ringet op, og så bliver vi fyret igen. Det er en af de måder, de undertrykker os på,” fortæller Tiarnán.

De mennesker, som holder øje med dem og kontakter arbejdsgiverne, kalder de for informanter.

”En informants liv ender tidligt,” siger Jordan.

”Ja, en informants liv ender aldrig godt.” Paddy ser op fra sin telefon. Det er tydeligt at emnet gør ham vred.

”Der er krig. Vi er stadig i krig. Folk siger at den er slut, men der er ikke noget, som har ændret sig her siden The Troubles. Vi er besat. Vi bliver stadig behandlet som andenrangsborgere.”  

Drømmen om at opleve noget andet

Fredag aften er der stille i gaderne. Et par midaldrende mænd vælter ud fra en pub med nikotingule gardiner for vinduerne. En svag bas og lyden af glasflasker, der klinker sammen, summer ud fra et sted nær floden Foyle. Peace Bridge hedder broen fra 2011, som dukker op bag murstenshusene. Modsat muren i den anden ende af centrum, står broen som et symbol på fred i Derry. Men broen er ikke kun et gladelig omdrejningspunkt for byen. Ifølge The Guardian var der i 2016 hele 230 selvmordsforsøg fra broen. Nordirland har den højeste selvmordsrate i Storbritannien. Den er mere end fordoblet siden fredsaftalen blev indgået i 1998.

Tæt ved broen møder jeg Holly Vella foran en bar. Hun er 17 år gammel, men har succesfuldt bildt sikkerhedsvagterne ind, at hun er et par år ældre. Et vindstød får hende til at trække ruskindsjakken tættere om kroppen, mens det mørke hår blæser ind foran hendes ansigt. Hun skutter sig og beder om en cigaret.

Holly og hendes venner kommer her hver weekend. Der er ikke meget andet at lave på en fredag aften.

”Der er grænser for hvad man kan lave af sjove ting her. For der er ikke rigtig noget…man kan altid drikke eller besøge sine venner. Men der mangler noget, man kan bruge sin fritid på.”

Holly har planer om at rejse til Liverpool for at studere. Hendes venner nikker samstemmende, da jeg spørger, om de vil studere i andre byer. Der er et lille universitet i Derry, men Holly og hendes venner drømmer om at opleve andre steder. Hun regner dog med at flytte tilbage.

”Jeg kommer nok til at bo i Derry, afhængig af om jeg kan få et job. Lige nu arbejder jeg som nisse i indkøbscenteret. Men her er ikke nok arbejde at få.” 

Fravalg

info
×

Fravalg

info
×

Fravalg

info
×

Fravalg

info
×

Fravalg

info
×

Fravalg

info
×

Fravalg

info
×

Fravalg

info
×
Using Format